Et kreativt juleevent

I søndags var vi til Lucia i Aalborg. Det var super sjovt at være med og der var mange kreative kajakker blandt deltagerne.

Vi kørte fra Aarhus tidligt søndag formiddag, med to Whiskey’er på taget af Pernilles bil, som vi havde lånt i dagens anledning. Først besøgte vi min søster i Nørresundby og bagefter kørte vi til Skudehavnen hvor vi mødte de andre deltagere.

Tue Olesen; OnAdventure

Kajakkerne blev viklet ind i julelys og så sejlede vi ud på fjorden klokken fire, mens TV og fotografer stod inde på land og dokumenterede begivenheden.

Mens vi roede hen langs Aalborgs havnefront, snakkede jeg lidt med Tue som stod for arrangementet. Han var den eneste jeg kendte i forvejen, om end det var første gang jeg har talt med ham. Han holdt et webinar om vinterroning sidste år som jeg så sammen med de andre fra min klub.

Ny dansk tradition

Det er første gang at der holdes Lucia i kajak i Aalborg. Traditionen er meget ny og startede i København for få år siden. Men selvom det var første gang, var der mere end 50 roere tilmeldt, fortalt Tue.

Efter at have sunget Lucia sangen et par gange, krydsede vi over til Nørresundby-siden og roede tilbage mod havnen. På det tidspunkt var det så mørkt at vi slet ikke opdagede min søster, som stod inde på land og tog billeder af os. Men det var smukt at se Aalborg fra den anden side, hvor pariserhjulet stak op mellem kirkespir og hustage.

Vejret var så perfekt som det kunne blive, uden vind, med let frost og stjerneklar himmel og en lille, fin nymåne mod en turkisblå himmel. Tak til Tue for det gode arrangement.