Den ydre skærgård

Femte dag, var sidste dag på turen. Endnu en gang vågnede vi op til et drivvådt telt  – og endnu en gang var det gået værst ud over Vlado. Han sad i soveposen på hans liggeunderlag, som var det en ø midt i en sø. Men nu gjorde det ikke så meget, da han havde besluttet at køre hjem samme morgen. Kira var blevet sløj om natten, så hun blev tilbage i lejeren.

Da vi havde sagt farvel, sejlede vi ud fra campingpladsen og tog kun det mest nødvendige med os denne gang. Frokost, vand, kort, kompas og gps. Igen var det en grå dag med let regn og vind. Nikolaj spurgte om jeg ville være dagens navigator, men jeg følte mig ikke helt tryg ved tanken. Jeg var jo den eneste der hverken havde kompas, kort eller gps. I stedet fik jeg et crash-course i navigation af Nikolaj og fik lov at låne både kompas og kort.

Käringön

Først sejlede vi ind til Käringön hvor vi tog en kort snackpause. Her var der intet “kajakker velkommen” skilt, ponton eller lign. som vi kunne bruge til at komme op på kajen. Så vi blev siddende i kajakkerne mens vi drev rundt og kiggede på skibene. Da vi roede ud fra havnen fortsatte vi mod de to yderste øer. Vi ville gerne ud og se den ydre skærgård.

Bølgerne var høje og jeg var lidt utryg, men dønningerne var langsomme og vuggende. Man kunne kun fornemme kræften bag dem, når de slog ind i klipperne. På den ene ø stod en stor, smuk, hvid varde som signal og pejlemærke til søfarerne. Vi sejlede tilbage ind i mellem de to øer og bølgerne blev straks mindre og mere behagelige.

Frokostpausen

Da vi skulle til at have frokost var det blæst op igen. Bag et stengærde, på hvad der muligvis var en privat grund, fandt vi læ og pakkede hurtigt maden frem. Det begyndte at regne. Vores turleder var den eneste der tog sig god tid.

Da vi kom tilbage, pakkede vi hurtigt kajakkerne sammen og spændte dem fast på kajaktraileren. Efter fem blæsende, våde og kolde dage var vi alle forundrede over hvor godt vejret pludselig blev da vi kørte om bord på færgen.