Ankomst til Stocken

Vi ankom til Sverige dagen forinden, 5 mand høj i en fyldt bil med kajakkerne på traileren og Vlado på motorcykel. Vi rejste teltet og Freek gik i gang med at folde kajakken ud mens vi andre tog billeder af den smukke solnedgang. Næste morgen stod vi op, købte oversigtskort og det sidste proviant og pakkede sammen.

Gråt i gråt

Vi sejlede ud fra Stocken Camping og efterlod skiftetøj og håndklæder i bilen. Resten havde vi med nød og næppe pakket i kajakkerne. Mit telt – en stor 8 mands lavvo – samt vores sovegrej, havde Freek i bunden af hans foldekajak. Jeg havde resten af vores udstyr plus snacks, frugt og frokost. Provianten var fordelt mellem kajakkerne.

Det begyndte at regne da vi lagde ud fra stranden og tidevandet var højt. Der er en særlig magisk og meget smuk stemning når man ror i regn – og det blev kun bedre af at være i Skærgården. De passerende sejlskibe, de små fine fyrtårne og de høje varder omkring os, på smukke klippeøer med canadagæs, skarver, vilde blomster og mosbegroede sten.

Kälkerön

Vinden var ikke god til at sejle ud i den ydre Skærgård den dag. I stedet blev vi inde i fjorden hvor vi spiste frokost og sejlede videre mod Kälkerön, hvor vi havde planlagt at slå lejer for de kommende to nætter. Der var en del modvind på den sidste del af turen.

Vi lagde til ved en smal stenstrand og inspicerede øen. Vi blev enige om at slå teltet op tæt på vandet, ved siden af en lille skov som kunne give læ for nattens vind. Freek og jeg pakkede lavvoen ud, mens de andre satte i vandet og roede ind i den lille brugt. Kajakkerne blev trukket op på land ved siden af lejrpladsen.

Nikolaj lavede aftensmad mens vi andre slappede af, pakkede ud og spillede Henriks insektspil. Efter aftensmaden begyndte det igen at regne og vi lagde os ind i teltet. Før de sidste faldt i søvn, blev der lavet kakao og Irish coffee – og Nikolaj beviste at en god turleder har tænkt på alt!