Hedebølge i Sydfrankrig

I går kom vi hjem fra en alt for varm ferie i Sydfrankrig. I hvert fald for varm til at lave andet end at sejle og svømme. Så vi bookede en tur med et af de mange udlejnings-bureauer langs den smukke, grønne flod Ardèche.

Vi ville egentlig have taget en to-dags tur med overnatning halvvejs – men efter voldsomme smerter i min højre arm, turde jeg ikke tage nogen chance (man er vel selvstændig illustrator) og vi blev enige om at tage en dagstur i stedet.

Klodsede "kajakker"

Min bror Tobias ville gerne med og det passede fint. Freek og jeg lejede derfor en tomandskajak og Tobias en enkeltmandskajak. Jeg sad forrest og tog billeder imens Freek tog det tunge læs med at ro helt alene. Han byttede et par gange med Tobias når det blev for hårdt.

Før turen troede vi naivt at udlejningen af de store, klodsede, brede sit-on-top kajakker var et turistskam og at vi nok skulle kunne finde en rigtig kajak eller kano et sted. Det viste sig dog hurtigt at der ikke var andre muligheder end sit-on-top og at det bestemt havde sin fordel.

Ardèche slynger sig ned gennem et smukt og vildt klippelandskab og selvom vandet er lavt om sommeren, er strømmen og faldene alligevel nok til at gøre det udfordrende at undvige de skarpe sten i svingene. Især når man pludselig og helt uventet, passerer en nudistlejer af nysgerrige, tyske turister.

Bredden på kajakkerne og det, at man hurtigt kan komme ud, gør sammenstød og kæntringer mindre risikable. På trods af det oplevede vi alligevel at pulsen steg, når folk faldt i vandet lige foran vores kajakker og vi ikke havde mulighed for at bremse ned eller stoppe op.

En turisted oplevelse

Selvom Ardèche er en smuk naturoplevelse er det også en oplevelse udi masseturisme og billig oplevelsesøkonomi. Flere steder langs floden, stod fotograferne og ventede. Ligesom i en sommerlands-forlystelse, kunne vi så bagefter købe snapshots af os selv i fuld fart ned af et fald og midt i et skrig.

Tager man denne tur, bør man indstille sig på den meget ringe faglighed. Ingen instrukser om ro-teknik, kun hjelme til guider og børn og ingen førstehjælps-kits. Pagajer i forskellige længer, helt tilfældigt uddelt og generelt en meget lav respekt sikkerheden.

De andre turister kiggede blot undrende på os, når vi sejlede hen til deres kæntrede kajakker for at tilbyde vores assistance til en makkerredning. Men det falder jo naturligt, når man kommer fra en klub som vores 🙂

Ved vejs ende

Efter et frokosthvil, en svømmetur, et par sammenstød og et par gode grin, nåede vi vejs ende efter 30 km. På bredden stod de mange, forskellige udlejningsbureauer parat til at smide kajakkerne op på trailerne og køre dem tilbage til start. Hvert bureau med hver sin kendingsfarve omgivet af forvildende og forvirrende franskmænd, hollændere, danskere, belgiere, italienere og tyskere, som alle forsøger at finde den rigtige bus og undvige fotografer med flyers og links til dagens fotoshoots.

Det var sjovt at prøve – men næste gang tager vi den i foråret, hvor der er mere vand i floden og forhåbentlig færre turister 😉